Danpal A/S er en landsdækkende virksomhed med afdelinger i Karlslunde, Fakse og Vamdrup, der producerer, genbruger og sælger et bredt sortiment af paller, bl.a returpaller, engangspaller og pallerammer. Danpal har specialiseret sig i at overtage virksomheders samlede håndtering af paller. Returpaller går således direkte til Danpal, som sorterer og klargør pallerne på fuldautomatiske anlæg.
Kunderne er store produktions- og handelsvirksomheder inden for bl.a. medicinal- og fødevareindustrien for hvem kvalitet, leverancesikkerhed, fleksibilitet og pris er afgørende faktorer. Samlet håndteres der ca. 2 mio. paller om året.
Danpal har ca. 30 ansatte, en bruttoavance på 30 mio. kr. og et EBITDA på 12 mio. kr. De fire ejere af virksomheden fortsætter alle som medejere, mens Christian Lisberg er ny direktør efter Per Skov Jensen.
Køber er Den Sociale Kapitalfond, der har en række professionelle fonde som bl.a. Den Europæiske Investeringsfond, Vækstfonden, TryghedsGruppen og Novo Nordisk Fonden som investorer. Endvidere indtræder Ole Jørgensen som ny medejer.
Fonden investerer i små og mellemstore primært danske virksomheder, der har potentiale til rentabel vækst samt til at skabe nye muligheder for udsatte mennesker.
Sesam Partners rådgav sælger og gennemførte en struktureret salgsproces med en række danske og udenlandske industrielle og finansielle købere.
EBITDA: | 12 |
Employees: | 30 |